Anyway, my part of the bargain is capabilities. Yesterday evening, and this morning, I added another year worth of lifetime to my aging* Android phone, one of the original Google G1 development phones.
It's a slow, old device compared to the current android phones. Yesterday, however, by installing Cyanogenmod on the phone, I upgraded to Android 2.2 - Froyo - and boy, that's a lot of capability I just added to the phone**.

First, about the lifetime: Froyo has a JIT, an accelerator if you're not a technical person, which makes it possible for my aging phone to keep up with more demanding applications, expecting better hardware.

Secondly, Froyo is supported by the Processing environment, for experimental programming, so now I can build experimental touch interfaces in minutes, using the convenience of Processing. This makes both Processing and the phone infinitely more useful.

Thirdly, Froyo has a really nice "use your phone as an Access Point"-app for sharing your 3G connection over WiFi***. I had a hacked one for Android 1.6 as well and occasionally this is just a really nice appliance to have in a roomfull of people bereft of internet.

Fourth, considering that Chrome To Phone is just an easy demo of the cloud services behind Froyo it sure feels revolutionary. Can't wait to see people maxing out this particular capability.

Fifth, and it feels silly to have to mention this, but Froyo is the first smartphone HW/SW combo you can add storage in a reasonable way, i.e. moving apps + everything to basically unlimited replaceable storage.

On top of all the conveniences of not being locked down, easy access to the file system, easy backup of text messages and call logs; this feels like a nice edition of Android to plateau on for a while. If the next year or so is more about hardware, new hardware formats, like tablets, and just polishing the experience using all of these new capabilities, I think that'll work out great.

* (1.5 yrs old; yes it sucks that this is 'old'. We need to do better with equipment lifetimes)

** I'm going to but a couple of detailed howto posts on the hacks blog over the next couple of days, so you can do the same thing.

*** For Cyanogenmod, you need this.

Jeg sad og læste i Bo Tao Michaelis' bog om Ernest Hemingway, da jeg så den hjemløse. Det var i en park i Zürich, et par timer før jeg skulle ud i lufthavnen for at flyve tilbage til Danmark.

Jeg tænkte ikke "hjemløs" da jeg så ham. Han kom rullende med et massivt, enormt stykke firkantet baggage på to hjul, og han kunne i virkeligheden have været ved at fragte kassen et sted hen.

Så opdagede jeg hans sko.

Det var en slags sandaler, hjemmelavede og af en eventyrlig konstruktion. De var opbygget af tre forskellige elementer. Der var et par gamle, nedbrudte læderstøvler, der leverede sålen. Over den en centimetertyk membran af skumplast; den slags man laver liggeunderlag af, bare i en tættere, mere massiv udgave. Ovenpå skumplasten så man mandens bare fod, og over den igen, var støvlernes overlæder, og skaft. Støvleresterne og skumplasten blev holdt sammen af et fletværk af tyk, sort, vævet nylon klipset sammen med solide plastspænder - samme type nylonbånd og spænder, der holder sammen på min rygsæk. Det sorte, omhyggeligt konstruerede fletværk fik mig til at tænke på en romersk legionærs sandaler. De var godt bygget, kunne man se. Der var intet tilfældigt ved dem, udover de besynderlige byggematerialer.
Over sandalhøjde var manden nydelig at se på. Pæne, rene vandrebukser, pæn ren t-shirt, og også manden selv var ren og pæn, og iøvrigt målrettet, og fuld af energi. Men sandalerne var det svært at misforstå.

I sin bog forsøger Bo Tao Michaelis at genrejse Hemingways ry. Michaelis har altså i første omgang mistet respekten for Hemingway, ellers var der jo ingen genrejsning behov. Bogen begynder med en ophidset samtale, anonymiseret ganske vist, mellem Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen om Hemingway. Hemingway er den klassiske mandeforfatter, sådan en kvinder elsker at hade, og derfor naturligvis også sådan en Carsten Jensen hader, og af samme grund, netop sådan en som Rifbjerg holder af.
Hemingways alkoholopbakkede macho-eskapader er også Michaelis imod. På det menneskelige plan, og så synes han vist de sætter sig voldsomt på den sene halvdel af forfatterskabet, og det gør de sikkert også. Men der bliver ikke meget tilbage af helten i Michaelis' historie, når han først nænsomt er blevet undskyldt på alle ledder og kanter af sin danske pædagog. Hemingways far var en voldelig stivstikker, måske havde han gode grunde til at foragte sin kone, Hemingways moder, der måske var lesbisk. Hemingway, he-manden, var i virkeligheden opvokset i et jomfrunalsk kristen forstadsmiljø og hverken sofistikeret eller frigjort.
Tilbage at fejre er kun Hemingways helt egen opfindelse, den hermeneutiske he-mand, der filosoferer ved at handle. Manden, der i øjeblikket, det afgørende moment, ude i det fri, i bevægelse, først endelig kan forene den spaltede verden og blive et rigtigt menneske. "Grace under pressure", som Hemingway kalder det. At stå for trykket. Og her skal man huske at aflæse sætningen begge veje. Ikke alene skal man bestå kraftprøven før man kan kaldes et menneske, men man bliver først menneske i selve prøvelsen. Det er ikke en eksamen, det er selve skabelsen. Det er der gracen kommer fra.

Hemingway gennemfører sin helt helt ud i de mindste detaljer i sproget. Skriver, så man læser helten instinktivt, i øjeblikket. I hans måske allermest berømte novelle "The Big Two Hearted River" er vi hos helten efter det heroiske. Tilbage fra krigen vil den unge mand, muligvis arret af de rædsler han har set, finde tilbage til et øjeblik at være i. Så han søger, rituelt, ud i sin barndoms natur og begynder at fiske, samler sin opmærksomhed omkring detaljerne ved landskabet, vandet, fiskene, fiskegrejet, og så selve jagten i vandet. Det er hele teksten i novellen: Den omhyggelige gentagelse af de kendte praktiske manøvrer ved fisketuren, i et forsøg på at slå en gnist, at finde sig selv igen i et øjeblik.
I parken i Zürich har den hjemløse mand parkeret sin baggage. En køleskabsstor klods, monteret på en sækkevogn. Et nærmere kig afslører at også den i virkeligheden er sindrigt selvbygget, af forskellige kasser og tasker, sat sammen med snor og elastiske blæksprutter. Han begynder at skille den en anelse ad. De øverste par kasser kommer fri, og afslører både mandens kontor - nogle mapper med papirer - lidt tøj, og lidt praktiske forsyninger. Han tager to poser, en med abrikoser, en med tomater, og et par tomme vandflasker og går til parkens drikkefontæne og begynder sit måltid. Han fylder vand i sine flasker, drikker lidt selv. Han spiser tomaterne og abrikoserne, og skyller omhyggeligt de plastposer de var i, så de kan bruges til andre formål. Han står der et stykke tid, forstyrrer ikke nogen. Han forstyrres kun selv af en mand, der lufter sin hund, som vil have den hjemløse til at vige pladsen, så hunden kan få vand. Respektløst, tænker jeg. Det ligner en demonstration mod den hjemløses hjemløshed, men han lader sig nu ikke mærke af det.
Da han er færdig med sin frokost og et hurtigt bad, sætter han sig med sin bagage. Finder en t-shirt frem. Den er i stykker, så han tager sine sygrejer op af en anden af de utallige æsker han har på sækkevogene, og begynder at reparere den.

I lørdags lukkede Oslo Bar, FOS' midlertidige udendørsbar, en reprise af en tilsvarende midlertidig bar på Israels Plads for 10 år siden. Jeg stod der en aften, for 10 år siden, med en ven, og drak nogen øl. Den sommer var det ikke romaer, der vakte opsigt i København med ulovlige hjemløselejre, og det var ikke på Amager det foregik, men derimod lige op ad Israels Plads, i et buskads i Ørstedsparken. Der havde en gruppe ganske almindelige danske hjemløse, alkoholikere, på kanten af psykatrisk diagnose, slået sig ned i sommervarmen, i protest mod... det var lidt uklart, men sådan omtrent, de forhold de ellers blev budt, og manglen på steder de kunne sove trygt, istedet for at skulle ligge under et stykke pap i en busk i en park. De hjemløse og Oslo bar var i symbiose med hinanden. Baren lå netop der, og de hjemløse var netop der, for at bryde de sædvanlige regler om hvem, der er i kontakt med hvem.
En af dem sværmede omkring baren, og vi faldt i snak med ham. Han fik en øl, selv om vi ikke burde have givet ham en. Det midlertidige ved Oslo Bar gav en form for tilladelse til også at bryde med andre grænser. Han stak ikke ud der, selvom vi andre senere ville gå hjem til vores lejligheder, og han bare over til sin papseng i parken.
Han var umådelig snakkesalig, jeg ved ikke om han tænkte at det var det han havde at give igen for øllerne, men jeg skal ikke sige mig fri for at det var sådan vi tænkte. Vi fik en længere livshistorie om det muntre liv på landevejen. Efterhånden kom han tilbage gennem sit liv, helt tilbage til sine tidligere liv. Han havde været kriger. Reddet en prinsesse, eller var hun datteren af en godsejer. Det var noget i den stil. På landet. Han havde haft en kniv, og så havde han ordnet det der. Hans historie var arketypisk og fuld af skygger og lys.
Sådan er skemaet for genfødsel åbenbart. General Patton skrev om hvordan han havde været en kriger i Karthago, og ingen tvivl om at Hemingway drømte om at træde ind i et større og mere enkelt liv også, med sin øjeblikshelt, ind i en verden befolket af tyrefægtere, storvildtjægere og frihedskæmpere.

I Zürich passer den hjemløse bare sine sager. Jeg kan jo godt regne ud, at han har valgt noget meget unormalt, men han virker ikke særlig nødstedt, eller sølle. Eller i særlig grad på jagt efter noget heroisk. Han passer bare på sine ting. Det prikker til mig at hans udstyr er præcis det samme som jeg selv bruger, når jeg er ude at vandre. Samme type vandrebukser. Skoremmene. De smadrede støvler. Liggeunderlag under fødderne. Men så er tiden kommet, og jeg forlader parken. Tager ud i lufthavnen, hjem til København og sætter vandrestøvlerne.

OK, den her blogpost havde været mere fremsynet for en uges tid siden. Da var jeg ikke blevet overhalet af både Weekendavisen og New York Times. Men det er fjollet ikke at følge op på min tidligere post om P vs NP. Siden det påståede bevis kom frem har der været gang i den på internettet, mildest talt. Dvs, efter matematikskala har der været vildt gang i den, ihvertfald.
Det utrolige ved matematik er at man kan stille enkle spørgsmål, der ikke er til at misforstå, som har et ja eller nej svar, men hvor svaret kan tage matematiksamfundet 350 år at finde.
Iboende i den kultur er et bestemt billede af matematikeren, som en slags digtergeni. Man arbejder langt hen ad vejen alene på sit kammer, og kommer så ud derfra, genial.
Naturligvis er det ikke sådan det egentlig foregår - matematikere rejser rundt på konferencer og arbejder en hel masse sammen med hinanden på beviserne. Der er ligefrem matematikere som Paul Erdös, der er berømte for deres umådelige samarbejdstrang. Erdös havde ikke noget hjem de sidste 40 år af sit liv - han rejste bare rundt fra universitet til universitet, fra samarbejdspartner til samarbejdspartner og udgav en enorm mængde arbejder med andre.
Erdös er et ekstremt eksempel, men han er bestemt ikke alene - masser af matematikere laver langt det meste af deres arbejde i fællesskab med andre.
Men - der er bare også de andre historier. Den flest har hørt om inden for de senere år er nok Grigorij Perelman, som løste et af de 7 Clay problemer jeg skrev om sidst. Det gjorde han isoleret, og han foretrak det iøvrigt sådan - i en sådan grad at han har afvist at modtage den million, der ellers venter på ham. Heller ikke Perelman er alene. Genierne findes virkelig, og har altid været der i matematikhistorien.

Jo større byttet bliver, jo mere er der også tendens til at arbejde alene. Hovmod står som bekendt for fald, og når man i fuld offentlighed arbejdede på et af de nær umulige problemer, så er det selvfølgelig også ekstra risikabelt for ens omdømme. Andrew Wiles, der endelig fik has på Fermats sidste sætning, havde arbejdet alene i årevis. Og det bevis, der kom frem for et par uger siden var jo heller ikke noget, mange havde hørt noget til inden da.

Måske skulle Deolalikar have haft lidt flere folk på sit projekt. Så havde han muligvis fundet nogle af de åbenlyse skavanker i det arbejde han lagde frem, som eksperterne siden fandt.
I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds. Det er kættersk i matematik fordi kulturen ellers er, at geniet altid har ret. Det gælder helt ned i publikationskulturen. Det påhviler ikke den dygtige at skrive så alle kan følge med. Han skal sagligt redegøre for det opnåede resultat, men hvis det kun er noget der kan læses af 3-5 eksperter, og det med stort besvær, så er det også OK. Geni er tilstrækkeligt, så må de andre hjælpe til med formidlingen bagefter.
Det er klart at i sådan en verden har man svært ved at sluge den kamel, at hvemsomhelst pludselig kan bidrage til arbejdet.
Der er også lavpraktiske problemer i det: Man beviser sine evner via sin publikationsliste. Det er den der giver arbejde på universitetet, og det er sådan man får brød på bordet og tid til at tænke videre. Hvad nu hvis den adgang til merit forsvinder? Hvor går det professionelle i faget så hen?

Ikke desto mindre, så har fremsynede folk spekuleret over muligheden for massesamarbejde i et par år, og derfor findes der både et projekt som Polymath, og et site som Mathoverflow allerede. Og det fine ved det er, at selv de allerdygtigste faktisk er begyndt at deltage i processen. Et par foregangsmænd her er Tim Gowers og Terence Tao, de har begge deres på det tørre - de har allerede fået Fields medaljen og er allerede professorer, så de har hver for sig råd til at investere sit rygte i de her projekter. Tim Gowers var manden, der i sin tid stillede spørgsmålet om det overhovedet kunne lade sig gøre at arbejde på den her måde.

P vs NP-beviset var lige det den spirende sociale kultur i faget skulle bruge som marketing. Der opstod i lynfart en levende samtale om beviset på et højt teknisk niveau, centreret omkring de blogs forskellige specialister allerede drev om spørgsmålet, og pludselig opstod en meget hurtig offentlig formodning om at beviset faktisk ikke holdt vand.

Man skal ikke helt lade sig narre af processen. Jeg har ikke læst nogle steder endnu, at det er helt entydigt klart at Deolalikars P vs NP-bevis ikke kan føres igennem, og der kræves givetvis noget detaljeret skrivebordsarbejde før det er på plads - men til hypotesegenerering har den offentlige proces vist sig helt formidabel.
Og sådan virker de sociale medier måske i virkeligheden bedst, når man forlader det helt trivielle: Det er ikke fordi man egentlig løser opgaven der. De sociale medier er ikke et teknologisk fix for intellektuelt arbejde. Men man får skåret arbejdet til og skåret det i de rigtige stykker, så de bedste hænder får det rigtige at arbejde på meget hurtigt. Den opfattelse ville ihvertfald også harmonere fint med den intuition man efterhånden danner sig om de store højfrekvens socialmedier. Det er ikke indhold, der foregår der, men annonceringer af indhold andre steder, der formidles meget effektivt. Twitter og Facebook bliver en slags markeder for interesse, ikke selve det interessante - og heller ikke egentligt medium for selve det interessante.
Af samme grund skal man passe på med at kalde det, der har fundet sted, for crowdsourcing. Det er lige knapt en crowd. Det er superspecialister, der i høj grad kendte hinanden i forvejen - som har fundet en ny og halvåben måde at arbejde sammen på.
Men det er for mig at se lige spændende for det.

2010: Det gode samfund er et med lav arbejdstid og efterløn og orlovsordninger og retten til et liv uden konkurrence.

Hvordan kom man fra A til B? Er det hemmeligheden bag alle historier, at skurken er ham, der gør det helten drømmer om?

Tirsdagens bedste lydlink var længe det til den 8x tidsstrukne version af Justin Biebers hit "U Smile", der får nummeret til at lyde som 35 minutters ambient. Trommeslagene bliver til dragende sweeps, og vokalen går i opløsning som en harmonisk baggrundsflade.

Der nåede i løbet af dagen at opstå tvivl om det bare var gas at det var Bieber, men jeg kan oplyse, efter selv at have komprimeret nummeret igen, at den er god nok, så det var "aprilsnar!" råbet, der var aprilsnar denne gang.

Spørgsmålet meldte sig: Hvad så hvis vi tager noget ambient og komprimerer det. I tilfældet drone rock med Sunn O))) bliver det kedeligt, men Brian Eno er lige så god 10x for hurtigt, som i originalt tempo.

Det er en gammel leg. Gentagelse, spejling og gentagelse i halvt og dobbelt tempo er f.eks. klassiske tricks fra den klassiske musiks værktøjskasse. Bach lavede tonsvis af den slags enkle tricks med sine temaer i jagten på spændende virkninger til sin musik. Jeg spurgte min organist-svoger om gode eksempler fra det klassiske repertoire på de her effekter, og der er ganske rigtigt mange - lige fra den tidlige musik, hvor et std-trick var at tage en gammel gregoriansk melodi, spille den langsomt i bassen, og så variere over den på resten af orglet, via massevis af Bach, og så op til idag - hvorfra det mest tydelige eksempel han gav mig kommer: Her har vi en etude af Ligeti, det er i virkeligheden en slags fuga - altså gentagne og atter gentagne variationer over et tema, men det særlige her er at hovedvariationen i det er at stemmerne skifter tempo. Så man hører hele tiden det samme fald ned over klaviaturet, bare i vidt forskellige tempi. Det er ret nemt at høre at det er det han gør, og det har stor virkning.

I den konkrete musik - altså den der er lavet af ren lyd, og handler mest om klang, ikke så meget om noder, er der også tonsvis af forsøg med båndoptagere, der kører i forskelligt tempo og forskyder sig mod hinanden.

Brian Eno og David Bowie lavede den slags eksperimenter i forbindelse med deres berømte 70er-plader.

Og så er det alligevel dagens sidste eksempel, der bliver det bedste: I soundtracket til Inception spiller Edith Piaf en vis rolle. Hvad man ikke opdager mens man ser filmen, med mindre man er særlig vaks ved havelågen, er at filmens dundrende actiontema i virkeliheden er Piaf, skruet ned i tempo. Overrumplende, og skarpt fundet på af filmmager og filmkomponist. Man spørger sig selv om det er komponisten selv, eller om der er blevet givet instruktioner fra Nolans side om at få noget ud af det.

En særlig tak til @mikkelmarius for hans ihærdige research på Twitter idag.

P og NP er navnene på to klasser af opgaver man kan bede en computer regne på. Hvis vi skal springe alt det svære over, men dog forklare lidt, så er P den slags opgaver det er let at regne på, altså hvor maskinen faktisk bliver færdig før universet er gået under.
NP er defineret ved hjælp af P - det er alle de opgaver, hvor det er let at tjekke om man har fundet en løsning. Man må selv om hvordan man finder den, man kan søge efter den på en eller anden måde, men når man har en mulig løsning, så skal prisen være lav på at tjekke løsningen.

Intuitionen hos matematikere har, som man næsten kan forstå bare af ovenstående, været at NP er en meget større klasse end P. Det lyder for godt til at være sandt, at man helt gratis kan få søgninger i kæmpestore rum af mulige løsninger forærerende, hvis man bare sikrer sig at det er let at tjekke løsningerne.
Tag bare matematikfaget selv. Det man gør som matematiker er med stort møje og besvær at navigere rundt i begreberne og finde en sikker vej fra nogle forudsætninger man ved passede i forvejen til noget nyt, man ikke vidste om var sandt. Så skriver man ruten ned fra det man vidste før, hen til det nye, som man nu har fundet ud af. Den rute er det vi normalt kalder et matematisk bevis. Det er lige præcis en forklaring, som det er nemt at tjekke, på hvordan man kommer fra et kendt sted til et ukendt sted. Hvis NP bare var P i forklædning, så kunne man springe alle vanskelighederne over. Så kunne man i princippet bare lade maskiner udvikle al matematikken, selv finde vej i det vanskelige landskab.

Af den grund - og af flere andre - har opfattelsen været siden spørgsmålet blev stillet, at de to klasser af opgaver måtte være forskellige.
Men, spørgsmålet om P = NP blev formuleret for omkring 40 år siden, og siden da er det stort set ingen fremskridt sket i retning af at finde en løsning. Tværtimod. Gennem tiderne har man fundet nogle mærkværdige og ret gennemgribende forhindringer for at finde et svar på om P = NP eller ej.

Da Clay Matematikinstituttet lavede en liste over de syv vigtigste uløste problemer i matematik, og udlovede en dusør på en million dollars for løsningen på hvert af dem, kom P vs NP med på listen. Min fornemmelse, selvom jeg forlod faget for en del år siden, er at mange matematikere nok egentlig synes at P vs NP er letvægteren på listen af de syv problemer. For det første er det computervidenskab og ikke ren matematik.
For det andet, så er formodningen om hvad det rigtige svar er så ensidig, at det måske ikke rigtig talte som en gåde. Ikke alene regner næsten alle med at P og NP er forskellige, men vi har alle lænet os op af den antagelse i årevis. Blandt andet er snart sagt al kryptering og sikkerhed på nettet baseret på P og NP er forskellige. Hvis ikke det var rigtigt, så kunne man i teorien læse stort set alle krypterede meddelelser.

Ikke desto mindre, så er der en kæmpe dusør for den rigtige løsning, og problemet er berømt. I matematikverdenen betyder den slags, at tusindevis af mere eller mindre begavede amatører begynder at skrive breve til de profesionelle, med mere eller mindre mystiske "beviser" på påstanden.
Matematik har altid haft en stærk tiltrækningskraft på crackpots. De mystiske tegn og gerninger er bare for spændende til at lade ligge, og de berømte uløste gåder har fået i titusindevis af fejlagtige løsninger gennem tiderne.
Det meste berømte af de uløste problemer, Fermats Sidste Sætning, var så stor en tossemagnet at en berømt professer i talteori fik udfærdiget fortrykte brevkort til svar. På kortet sted teksten

Kære __________


Tak for Deres henvendelse, med et bevis af Fermats Sidste Sætning. 

Den første fejl i deres bevis står på side ______. 



                           Venlig Hilsen

Det er på den baggrund man skal forstå det der sker nu, nemlig at de professionelle matematikere er overordentlig meget i tvivl om det nu også virkelig kan passe at det nye bevis holder vand. Der har simpelthen været for mange dårlige beviser, til at man uden videre tager endnu et bevis alvorligt, der i sagens natur bruger nye eksotiske teknikker - de gamle har jo ikke leveret en løsning.
En enkelt, Scott Aronson, er endda gået så vidt, at han har lovet, af egen lomme, at lægge tohundredetusinde dollars til Clay dusøren, hvis beviset viser sig at holde vand.

Det nye ved det nye bevis, er at det er skrevet af en fagmand. Godt nok ikke en, der primært laver kompleksitetsteori - som feltet hedder, men dog en velmeriteret fagmand, og så er der mindre grund til at tro at han er gået på grund undervejs - men juryen er altså stadigvæk i den grad ude.

Det kan ikke udskydes længere, det er på tide at tale om de åbenlyse freudianske billeder indbygget i bjergvandring. Man går op i en dal. Bjerget skråner ned fra begge sider, og danner således et trekantmotiv. Det er der man skal hen. Det er der man trænger ind. Som om det ikke var nok, så er dalen et frodigt regnskovslandskab med buske og træer. Og ned gennem dalen strømmer en livgivende strøm af vand. Jeg behøver ikke at blive ved, vel? Og hvis I ikke tror på mig, så tag det fra Kaptajn Tiberius Kirk istedet

Og dog så må den skarpsindige observatør her gøre opmærksom på at dette motiv faktisk kun tager sig sådan ud nede fra dalen, fra skrivebordet, hvor underbevidstheden trives. Utallige er de forfattere og andre kunstnere, der har besunget og beundret bjergene. Og dog har rigtig, rigtig mange af dem ikke været i dem for alvor, men kun nedenfor dem. Set dem som kulisse, altså. Både Thomas Mann - Trolddomsbjerget - og Richard Wagner - Rhinmytologi så det står efter - var egentlig lerede nordtyskere og ikke malmfulde bjergtyskere.

Selv skulle jeg have skrevet nogle fantasirige blogposts fra højderne. Den første, om der hvor Afrika skummer ind over Europa, forstået på den måde at bjerget - helt unikt - har tydelige linjer hvor den ene type sten, produceret for hundrevis af millioner år siden fra den europæiske tektoniske plade, bliver trykket ned af en anden type sten fra den afrikanske plade. Sådan er bjergene opstået i det hele taget, men her kan man se farveskiftene i stenen helt klart. Den udkom ikke, fordi jeg sad oppe i hytten, hvor mobildækningen trods alt var dårlig.
Dagen efter skulle jeg så have rapporteret live fra Panixerpass, hvor den 70 år gamle russiske general Suvorov lavede et bemærkelsesværdigt hannibalsk forsvindingsnummer i 1799. Hans hær på 18000 var egentlig fanget i en dal uden udgang, jaget på flugt efter et nederlag til en fransk hær, ved Zürich. Men det lykkedes for Suvorov at bringe sine 18000 mand op over det 2400 meter høje Panixerpass og ned i Rhindalen på den anden side, hvorfra de undslap. Men ak, jeg er også en skandinav på lerfødder og skvattede under reportagerejsen og måtte ned i dalen til pandereparation.

Så jeg må nøjes med at sidde her og opfinde centraleuropæisk symbolik, og så ellers fortælle om min aften oppe i Segnespasshytten. Der sidder, i hele sommersæsonen, en pige, Clod, der passer butikken alene hver eneste dag i 3-4 måneder. "Det er ensomt når det regner" siger hun. Så kommer der ikke nogen gæster, og man kan ikke være udenfor. Når der er sol er der fedt.
Jeg troede jeg skulle være alene deroppe som gæst, men hyttens ejer, en flink mand med det gode navn Raini, er på bjergtræningstur med nogle lokale børn. Piger og drenge, i alderen fra 8 til 14. En imponerende flok. De ankommer til hytten, som man altså går op til nede fra dalen, v 17 tiden i regnvejr. På det tidspunkt er det begyndt at regne. Børnene har været i gang fra morgenstunden med styrke- og konditionstræning, før de lige er blevet kommanderet de 1600 meter op fra dalen i 1000m højde til passet, der ligger i 2600m.
De har stadigvæk masser af energi, og der er heller ikke noget ballade, da de får forklaret turen i morgen, en topbestigning i nærheden til 2830m. "Her skal I passe på", siger Raini, "ellers bliver der billigt kød til aftensmaden imorgen". En af de mindste piger spørger, "Er det stejlt?". "Ikke specielt", siger Raini. - og det kan selvfølgelig godt irritere mig lidt at vide, at der hvor jeg skvattede og slog mig, passerede en større flok børn forbi en time eller to senere uden problemer.
Børnene bliver sendt i seng, men 11 børn på en sovesal falder ikke sådan i søvn på et øjeblik, der er meget larm inde fra sovesalen - hvor jeg iøvrigt selv skal håbe på at kunne falde i søvn lidt senere. Raini og hyttepigen Clod har alkover i spisestuen.
Raini og Clod sætter sig til at spille Scrabble for at få aftenen til at gå. Jeg studser noget, da Raini pludselig lægger ordet 'vogele' - oversættes sådan ca 'knepper'.
Der bliver bare ikke ro på sovesalen, og drengene - det er selvfølgelig dem der hujer og støjer - får en sidste advarsel. "Hvis der ikke er ro om 5 minutter, så kommer i alle syv drenge udenfor i 5 minutter". Vi er i 2600m højde, det er en kold dag med regn, og klokken er 10 om aftenen, så der er tæt på frysepunktet udenfor, og det giver sig selv at drengene ikke helt tager truslen alvorligt. Men den var skam ramme alvor. 5 minutter senere rejser Raini sig, og smider drengene ud, ikke noget med at tage tøj på eller noget - det er ud i frost og fugt i boxershorts på bare tæer.
Mens de står derude lægger Raini ordet 'ludere' på scrabblebrættet.

Chokkuren virkede. 5 sekunder efter drengene har fået lov at komme ind igen er der ro på sovesalen.

Og hvad er det så der er så smukt ved det? Jow, altså. Det fine ved armbåndet er at det er lavet lige præcis som et ur. Blogposten har godt fat i det: En GPS fra 1920erne. Anvisningerne kunne forsåvidt have stået i en bog, men det var ikke den effekt producenten var ude efter. Han ville lave et apparat, en slags kompas, bortset fra at man her navigerer efter de symboler vi har hældt ud over den grå graf af asfalt vi har hældt ud over landskabet. Vejene, og kortet over dem og systemet med vejnumre, har lavet den store indviklede 3-dimensionelle verden om til sprog. Fordi verden er blevet til sprog, pga den menneskelige snilde, så kunne man pludselig i 20erne lave et navigationsapparat, næsten en slags sensor, helt og aldeles ud af ord og tal.

Det synes jeg er stærke sager.

Både at sproget kan det, og armbåndsproducentens implicitte accept af at det er sådan. Naturligvis kan man lave et armbåndskompas ud af ord. Naturligvis er sproget en maskine, der faktisk virker.

Nu er kort og GPSer jo i sig selv sproglige forenklende modeller af verden, men den får lige en ekstra drejning af skruen her. Jeg husker faktisk tydeligt en iøvrigt rædselsfuld busrejse til London, fra før flyrejser blev rigtig billige, hvor nogle gæve jyske chauffører skulle finde vej gennem Tyskland, Holland og England. Det fremgik af de ikke rigtig havde gjort turen før, og hvad de havde med som guide var lige præcis en oversigt i stil med 1920er apparatet, bare lavet i hånden: En bunke sammenklipsede A4-ark med vejnumre, orienterende blik på hvilke sideveje man kan forvente at se, og så rutevalg undervejs. På intet tidspunkt brugte de kort. Et enkelt større vejarbejde eller trafikuheld med omdirigering og vi havde været lost.

Siden jeg boede på Regensen og havde lejlighed til at nærstudere mekanikken i gårdens ur i detaljer - en helt klassisk tårnursmekanik som de har set ud siden Huygens opfandt penduluret, men med en smuk og meget overskuelig mekanik, har jeg været fascineret af spillet mellem uret, mekanikken og tiden der går.

Fra den rituelle venten nytårsaften kender vi alle fornemmelsen af at uret ikke bare viser tiden, men er tiden. Vi kigger på resten af verden og hvordan den bevæger sig i forhold til uret, for at forstå tingene. Det er uret, der er grundpulsen. Og så er det alligevel sådan, hvad man kan forvisse sig om ved at kigge på en gammeldags pendulursmekanik, at et ur bare er et lod, der falder til jorden, på en indviklet måde.
Et lod, der falder til jorden. Det er det, der driver solen henover himlen. Det er for mig en fantastisk tanke, og navigationsarmbåndet minder mig i den grad om den. Kortet bliver landskabet.

Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).

Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.

Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.

Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.

I took a look back at my weblog entries for 2003. "Only 7 years ago", it's easy to think, but frankly, reading them, they feel positively pre-historic. I hardly recognize my language or interests from back then.

Let me take you back to the year 2003 in the context of infrastructure.

Back then we were talking about replacing RSS with Atom, because everybody not Dave Winer were in some kind of argument with Winer. We were debating what to call Atom in the first place. This is infrastructure that has clearly gone to the background as we've moved our stuff into silos. I'm a little sad about this, but the kind of fighting that the RSS/Atom battle is an example of, is why silos sometimes make more sense and simply win. We need our infrastructure back from the silos in the next 1-4 years.

There were tons of upstarts, and huge debate, over public WiFi. Incumbents - both those providing internet services and mobile information - didn't want public WiFi to happen. In general we were all talking about a dreamy future with data everywhere, which clearly hadn't materialised yet. Today the public WiFi plans seem like a quaint, patchy solution to a problem that got a better infrastructure solution later on. Not that the alternate terror-free future with abundant, communal WiFi everywhere wouldn't have been great, but we seem to be making a reasonable go of it in the future we actually got.

This pattern, of "patchy, but possible" local solutions to problems, that we since get a global fix for from infrastructure, is recurring. In 2005-2007 location was one of these. Plazes - location from WiFi - was a good idea that has since become almost completely irrelevant. Infrastructure has cut that problem differently; now the important thing is access to social data - how can I conveniently socialize a particular place - not location data, since location is now an ample resource (whereever WiFi is, anyway)*. We didn't have maps, and they weren't free.

2003 was also the year we first heard about Skype. I wrote about it (in Danish) and got a reply to the effect that "I don't believe in it. I already have a phone", which is a lot like the classic responce Xerox got way back when they were trying to sell photocopiers for the first time: "But I already have a secretary".
The old rationale doesn't become less rational, because of the new technology - it's about all the the new rationales that suddenly make sense. Last I checked, Skype accounted for 12% of all international calling.

Also, in slightly different infrastructure, 2003 was when Google started rolling out AdSense, so we got a first stab at how online media were going to get paid. There was a lot of clearly unfounded optimism about this, and the world has basically moved on, even while totally assimilating to AdSense. Now we're talking about stuff like Flattr instead. Early results are at least interesting.

And to think, that back in 2003 we weren't even dreaming about iPhones, iPads and Kindles. About AppStores. Or Twitter or Facebook or YouTube, for that matter. Sounds to me like we simply missed the places for people. Including markets.

*It's worth noting here, that location technology is actually still a patchy mess of Skyhook WiFi assisted location + GSM cell assisted location + GPS proper, but those are technicalities. The key thing is that the abstraction is in place, and is good enough, that we just believe in it.

I have similar feelings about what we did with Imity back in 2006, btw. Location has taken care of most of that problem. Infrastructure cut it up in a different way, than what we had planned for.

Biografien er nemlig en hovedkilde til hvad Haynes i indledningen kalder "the many lives of Bob Dylan", og den spaltning er selvfølgelig filmens centrale greb, men også en kerne i Dylans selvforståelse.

Dylan har gennem bogen en stor drift mod - og evne til - at skille sig af med sit gamle jeg, og blive ældre og anderledes end han var før. Det er en bevidst strategi, som vi får at vide i et af hovedafsnittene i filmen, hvor Dylan - i Cate Blanchett form - eftergør Dylan fra Pennebakers "Don't Look Back" (som er filmet i '65) i gruopvækkende interviews, hvor de engelske journalister vil have Dylan til at leve med på sin egen protestsangermyte. En myte som Dylan bevidst smadrer på den filmede tourné, ved at chokere det vandskurede folk-publikum med elektrisk forstærket nyt country-rock materiale.
I Chronicles er flugten fra protestsangen flyttet til en senere udgave af Dylan, nemlig den der i filmen spilles af Heath Ledger, den gifte 70er-Dylan, der lavede New Morning og Blood on The Tracks. Nogle af bogens mest centrale passager kommer herfra, hvor Dylan meget tydeligt ønsker at kaste protesthammen af sig, "The Prince of Protest" som han, til sin store rædsel, har læst i en avis. Det er her vi får nøglen til filmens spaltede struktur i Dylans dybe modvilje mod at acceptere de roller, han bliver sat ind i; han vil bare have lov at leve, at gå rundt at være Bob Dylan, sårn ca like a rolling stone, a complete unknown. Dylan kaster derfor idolrollerne af sig lige så hurtigt som medierne kan finde på dem.
Jeg synes det er et smukt greb af Haynes at tage den side af Dylan bogstaveligt, og simpelthen lade figuren smide hammen fra afsnit til afsnit og erstatte den ene Dylan med helt andre.

Det bizarre her er at lovgivningen - og Datatilsynet - ikke skelner mellem data, som der er tale om her - elevplaner - og så de virkelige kernedata i systemet, vores skattedata osv. Hvis man fryser alle vores mellemværender med staten på Fort Knox-niveau, så lukker man ned for en masse kreativitet ude i kanten. Tænk nu hvis man tog det lige så sikkerhedsbevidste syn på sagen, at man skal arbejde på at undgå at risici for noget så harmløst som elevplaner eskalerer til alvorligere områder.

I tried to organize the schedule into a friday oriented around people and a saturday oriented around stuff, or a slightly different take, a Friday around how what we do is received, and a Saturday oriented around how it is made. We didn't stick to this plan in a strict way, but it worked out well as an organising principle.

Friday

Moving on to more hopeful ground, Nadja Pass gave a nice introduction to the hopes behind Borgerlyst, and for me the high point of that was actually a nice discussion I had with Ernst Poulsen and Emme about the plight of local news (and Ernst's enthusiasm for fixing that). Hope to hear more about that in a future KCast.

Morten Gade told us about the "democracy problem" of the largest Danish coop, FDB, after which we moved outside to eat and continue the conversation - and talk about more democracy problems, this time in a public housing setting, from Kristoffer Rønde Møller.
To me a high point of the day was when Kristoffer blurted out - having told us about how hard it is to persuade immigrants to take in interest in the governance of the buildings they live in - "I just don't think you get to these problems in your world", meaning approximately that most of the web technology we make simply doesn't get this close to really hard problems, like overcoming language barriers and cultural barriers on the scale Kristoffer runs into in the environment he works in.

My best bet is, that he is absolutely right. Most of us work in relatively safe domains where the users are more similar to us than we like to admit. Most of us probably - to much to high a degree - design for people like ourselves.
This is good news, of course. It means there's tons of ideas still to be had, and still to be brought to life.

To end out the day, Caroline Beck shared with us some sensible and wide ranging suggestions for urban planning principles. We even got a nice poster of them - get your digital copy here (PDF).

Saturday

Henrik Føhns came by and gave is an impression of the Singularity University. Mark Wubben gave a really nice presentation with some good dogma rules for fast hacking. I particularly liked that the presentation was based in part on a botched attempt at fast prototyping, and not just cheerleading for "fast is good".
I would like to suggest also the following work principle, not in Mark's slides - but maybe implied: If you don't know how to solve your problem, take away resources - maybe you're just confused by your options, not by the problem.

We saw some demos, from an application specific use of the stickybits/tinyurl principle via soundscape designers for kids and Find maden to Jane's concert scarecrow for short people.

And then we closed out the talking portion of the day by hearing about an interesting project that Riem and Marie are doing, about identifying different "inventive personas" (<- my term) and how they fit into a "proper", commercial invention process. I found the work crisp and memorable.

- I was really happy with the overall level of conversation and participation, this was a very flat 1:1 type of event, and we probably couldn't have done that if we'd filled the venue to capacity, so in the final analysis, I was quite happy with the whisper marketing too, I thought it brough a great crowd together.

I don't know how much of the presentation material I'll be able to get and make available, but if you're interested, leave a note here, or on the Ning network.